Lokalt udviklings-/testmiljø (web- og databaseserver) med osCommerce

Følgende guide beskriver lokal installation af en simpel webserver (Apache) med database (MySQL) på en Windows-baseret PC, og efterfølgende installation af osCommerce.

Den gennemgår lidt om de grundlæggende koncepter, hentning og installation af webserver-pakken, og efterfølgende installation af selve osCommerce.

Hvis du først læser hele guiden igennem og efterfølgende følger den punkt for punkt, vil jeg anslå at det tager ca. en halv til en hel time før du har en komplet, lokalt installeret webserver med osCommerce, så du kan komme i gang med at indstille og tilpasse din webshop.

Lokal web- og databaseserver til at teste og udvikle websider/webshops.

Det er ikke så svært... faktisk er det ret nemt.

Det er langt nemmere at sidde med en lokalt installeret webserver og rode med filer og indstillinger, når du nu skal til at tilrette og afprøve en webshop. Man slipper for det konstante arbejde med at hente og uploade filer via FTP, resultaterne kan ses med det samme, og man er uafhængig af om internetforbindelsen virker.

Kort sagt, en lokal 'test' webserver er løsningen når du skal lære at installere, administrere, redigere og fremvise din(e) ny(e) webshop(s).

Denne guide gennemgår installationen af et lokalt test-/udviklingsmiljø under Windows, og en installation af en webshop.

Brug de 10-15 minutter det tager at læse guiden igennem, og prøv derefter at følge den trin for trin - du finder hurtigt ud af at det er super enkelt og ultimativt behageligt at arbejde med test og tilretning på denne måde.

Lidt baggrund.

For at køre et lokalt udviklingsmiljø så man kan arbejde direkte på filerne og se resultatet med det samme, er man nødt til at have et par ekstra programmer. De absolut nødvendige for at køre en webshop af denne type, er en Webserver der kan håndtere visningen af HTML/PHP-sider (Apache 2 med PHP), og en Databaseserver der tager sig af dataene - indstillinger, varedata, kundedata osv. osv. (MySQL).

Der findes flere forskellige udgaver af nemt installérbare, færdig-sammensatte "udviklings"-webservere hvis du skal til at rode med webshop, og ønsker et lokalt testmiljø - uden at skulle rode med Linux eller manuel installation af de forskellige komponenter, for slet ikke at snakke om den ret avancerede opsætning det kræver for at få de mange komponenter til at spille sammen og bare virke.

En sådan server-pakke kaldes i daglig net-nørd-jargon for en "AMP(P)"-pakke (Apache, MySQL, PHP[, phpMyAdmin]), og findes i utallige udgaver. De er normalt navngivet med et forbogstav ud fra styresystem hvortil de er beregnet - dvs. en AMP(P) til Windows kaldes en WAMP(P), én til Linux kaldes LAMP(P) og til Mac hedder det så naturligvis MAMP(P).

Et eksempel på en sådan avanceret, færdig Apache/MySQL/PHP-pakke er XAMPP som findes til både Linux, Windows, Solaris og Mac OS X. Den er nem at installere, indeholder et væld af moduler og udvidelser, har en grundlæggende sikkerhed og en ret nemt-tilgængelig brugerflade. Jeg kan stærkt anbefale denne udgave til alle der kender en smule til at bruge en webserver i forvejen, og som forventer en masse extra features såsom lokal FTP-server og mailserver.

I følgende gennemgang vil vi bruge en mere simpel version af samme koncept, og tage udgangspunkt i Windows.

The Uniform Server (i skrivende stund version 4.1) er en forenklet Apache/MySQL web- og databaseserver beregnet på test og udvikling af hjemmesider lokalt under Windows.

Den er gjort så simpel som muligt for at spare plads og forenkle brugen.

Enkle systemkrav:

Windows, endnu ikke testet med Windows 98, men bekræftet med Windows 2000, XP, Vista.
Netværksprotokoller installeret (netkort/virtuelt netkort)
Ledig port 80*
Min. 128 MB RAM
Ikke et fast drev Z: (ikke et krav, men gør det nemmere som udgangspunkt)

* Da Skype og MSN har for vane at hugge denne port, bør man lige tjekke om det er indstillet korrekt under deres indstillinger!

Download-steder:

The Uniform Server -> /downloads
Nuværende version på SourceForge.net -> Uniform Server -> Download - både som .exe-installationsfil og pakket .zip-fil

Indhold:

Version 4.1 indeholder:
Apache 2.2.11
MySQL 5.1.33
PHP 5.2.9-1
phpMyAdmin 3.1.3.1
Uniform Server administrationssider og scripts

Simpel installation:

Hent zip-filen - hér The Uniform Server version 4.1.

Udpak den downloadede pakke et sted hvor du vil have webserveren til at ligge. Det kan være hvor som helst, men jeg anbefaler dog at holde det i en let tilgængelig mappe, f.eks. i en mappe i roden af en harddisk (eks. C:\Uniserver\) eller på skrivebordet.

Uniform Server på denne måde har ingen egentlig installation - den gemmer ikke noget i registreringsdatabasen eller tilføjer sig selv i nogen systemmapper; den starter når du be'r den om det, og starter ikke automatisk sammen med Windows. Hvis man ønsker automatisk opstart sammen med systemet, kan man evt. tilføje en genvej til det i Programmer > Start gruppen i Windows.

Den store fordel ved denne metode er at hele serveren er yderst portabel - kopiér mappen med indhold over på en USB-stang, så har du en komplet webserver du kan køre på enhver Windows-PC du kommer forbi.

Brug:

Uniform Server startes ved at køre filen UniServer\disk_start.vbs - dobbeltklik filen i din filhåndtering (f.eks. Stifinder).

Nu kan du så angive en række indstillinger - virtuelt drevbogstav (vi går hér ud fra at du vælger standard Z:), om MySQL skal startes (Ja) og om der skal vises en kommandolinje-konsol til MySQL (Nej).

Dette igangsætter opstart af Apache og MySQL serverne på det dertil oprettede (virtuelle) drev Z:.

Webserverens rod-mappe for visning af filer er Z:\www\. Disse ses gennem din browser, ganske enkelt ved at åbne den på siden http://localhost (eller http://127.0.0.1) - og Uniservers administrationspanel tilgås på samme vis, fra siden http://localhost/apanel/.

Uniserveren kan ikke umiddelbart tilgås af andre udefra, den er primært beregnet på lokalt arbejde. Man kan dog slække på dette ved at rette i .htaccess filen i Z:\www\ for at lade andre kigge med på ens lokale udviklingsserver.

- Administration:

De mest almindelige indstillinger og værktøjer kan tilgås fra det indbyggede administrations-'panel', fra siden http://localhost/apanel/.

Herfra tilgås de mest almindeligt brugte værktøjer - bl.a. phpMyAdmin, så du kan oprette databaser.

Login til MySQL er: brugernavn root, kodeord root. Dette er dog forhåndsangivet i administrationspanelet, men du skal bruge det når du opretter databaser og installerer scripts.

- Om filer og muligheder:

Hele Uniform Server er portabel (dvs. nem at flytte rundt mellem maskiner) og fylder ikke ret meget.
Dette sætter så også nogle begrænsninger; der er ingen FTP-server installeret, så du kan ikke tilgå dine filer udefra via FTP, og der er heller ingen mailserver installeret, så du kan ikke teste afsendelse og modtagelse af mails. Disse ting er nu normalt også først relevante når man skal til at teste det på dén produktionsserver som sidenhen skal hoste det færdige projekt.

Hele Uniserver er bygget op på et virtuel drev, standard U: - det er en god ting lige at vide hvad de forskellige mapper er til.

- Mappeoversigt på det virtuelle drev:
Z:\www\ - er nok den vigtigste af dem allesammen for dig, rod for webserveren
Z:\cgi-bin\ - er beregnet på CGI-scripts, hvis man skal bruge de lidt mere avancerede Perl-muligheder
Z:\docs\ - indeholder diverse dokumenter til Uniform server - readme, changelog og udvikling
Z:\htpasswd\ - mappe der indeholder visse password-filer til forskellige dele af systemet
Z:\usr\ - indeholder selve Apache, PHP, MySQL, Perl og MySQL's datafiler (databaserne)
Z:\plugins\ - indeholder bl.a. indstillinger og filer til installation af Apache og MySQL som service
Z:\home\ - filer til start og stop af Uniserver, samt administrationspanelet med alle filer og scripts
Z:\tmp\ - er midlertidig mappe for webserveren, og bruges mest internt

- Filer der er værd at kende:
Z:\usr\local\apache2\logs\ - Apaches logfil-mappe - hér finder du både adgangs- og fejl-log-filer. Brug dem - især filen error.log!
Z:\usr\local\apache2\conf\httpd.conf - Apaches konfigurationsfil
Z:\usr\local\php\php.ini - PHP's konfigurationsfil

Installation af en lokal osCommerce webshop:

Start med at hente en version af den webshop du ønsker at installere.
Vi tager hér udgangspunkt i en osCommerce 2.2 RC2a, men princippet er præcis det samme uanset hvilket webscript du vil installere - webshops, fotogallerier, forumsystemer, CMS'er, blogs, gæstebøger - you name it.

Udpak indholdet af filen til en mappe, f.eks. på dit skrivebord.
Gå herefter ind på drev Z:, ind i mappen www og opret heri en mappe til din shop - kald den f.eks. webshop.
De egentlige filer i osC ligger i en undermappe, og det er kun dem du skal kopiere over i webshop-mappen - i dette tilfælde er det filerne (incl alle undermapper og -filer) i mappen oscommerce-2.2rc2a\catalog\ vi skal bruge.
Kopiér disse filer fra den udpakkede osC-mappe ind i webshop-mappen.
Så er filerne på plads, på samme måde som hvis du havde kopieret dem til en hosted server med et FTP-program.

Lille screenshot af kopiering af filer
Hér vist med kopiering i TotalCommander, men princippet er præcis det samme hvis du bruger f.eks. Stifinder

Dernæst skal vi have oprettet en database til shoppen.
Åbn http://localhost/apanel/ i din browser, og klik på "phpMyAdmin" (venstre side under Tools).
phpMyAdmin åbner i et nyt vindue.
Under "Create new database", indtast et databasenavn (f.eks. "webshop") og tryk på "Create"-knappen.
Vupti, nu har vi en database med navnet "webshop", og vi kan gå i gang med at installere osC.

Lille screenshot af oprettelse af database i phpMyAdmin
Opret en database i phpMyAdmin

Selve installationen er stort set lige så nem - åbn http://localhost/webshop/install/ i din browser, og tryk Continue:

Lille screenshot af forsiden af osC-installtionen
osC installation, forside

Udfyld felterne med informationerne; adressen på vores lokale databaseserver er localhost, brugernavnet og kodeordet er begge root, og databasenavnet er dét du oprettede i phpMyAdmin, i dette tilfælde webshop.

Lille screenshot af database-install i osC
osC installation, databaseoplysninger

Tryk Continue, og database-tabeller etc. oprettes - og du kommer videre til trin 2 af installationen. Hér skulle det ikke være nødvendigt at udfylde noget (felterne skulle være udfyldt korrekt på forhånd).

Tryk igen Continue, så når vi til trin 3 - udfyldelse af shop-information.
Store Name - udfyld med et navn på din webshop, f.eks "Min webshop".
Store Owner Name - udfyld med ejerens navn, f.eks. "Eksempel Eksempelsen".
Store Owner E-Mail Address - udfyldes med ejerens emailadresse.
Administrator Username - et frit valgt brugernavn til administrations/kontrolpanelet.
Administrator Password - tilsvarende selvvalgt kodeord til administrations/kontrolpanelet.

Lille screenshot af installationsbilledet for shopejer
osC installation, shop-oplysninger

Tryk Continue, og du er færdig med installationen og kan vælge at gå til shoppen eller kontrolpanelet.

Det var det!

Din webshop er nu klar til at blive "øvet på" - gå ind på shoppen på http://localhost/webshop/ og gå i gang med at lege!

Får du brug for at starte endnu en webshop ved siden af den første, opretter du blot en ny mappe i Z:\www\ mappen, opretter en ny database via phpMyAdmin, og installerer igen - der er ingen grænser for hvor mange webshops du kan have liggende ved siden af hinanden så længe du kan finde på nye mappe- og databasenavne!

Nu starter den spændende del så - tilretning og afprøvning. Spring ud i det - God fornøjelse!

____________________________________________________

Andre gode programmer du bør kende

Firefox webbrowser - du skal da have ildræven når du sidder og tester løs og retter til...
Absolut uundværlig for en webdesigner med udvidelser som:
HTML Validator, IE Tab, ColorZilla, Web Developer og/eller Firebug.
For ikke at nævne ting som dansk ordbog, P. C. Pagesaver (basic) til at lave perfekte skærmskud af hjemmesiden og FireFTP FTP-klient... Ja, jeg kunne blive ved! Support: mozilladanmark.dk

FileZilla FTP-klient er en af de bedste (gratis) FTP-klienter.

Notepad++ teksteditor med linjenummerering og highlighting - eller en tilsvarende god editor som f.eks. Crimson Editor.

Total Commander, en must-have filhåndtering (der findes mange gratis alternativer på nettet).

7z er et alternativt pakkeformat ligesom Zip, RAR - og en del mere effektivt; for at spare trafik og ventetid.

Stone's KopiKontrol, simpelt og godt backupprogram - husk altid at tage backup før du ændrer i filer!

Portable Apps så du kan køre alle dine mest anvendte programmer direkte fra en USB-stang eller en ekstern harddisk.